Så fik jeg endelig taget mig sammen til at bage græskarkernebrødene. Eller boller, som det blev til. På trods af at jeg ikke er en gærdejsbagehaj er resultatet blevet ikke mindre end tilfredsstillende.
Et styk lun græskarkernebolle med smør er allerede blevet prøvekørt.
Meatball sandwich | Billedet er lånt her
De fås ikke bedre.
Her er varmt. Rigtigt varmt. Vi nærmer os de 40 grader i løbet af dagen, mens de natlige varmegrader ligger tæt på de 30 grader. Lad os bare konstatere, at det ikke er normalt for de sidste dage i august. Det er en smule drænende, og helt surrealistisk, at man nu kan købe vintertøj i butikkerne. Jeg går ligefrem og håber på vaskeægte efterårsvejr, når vi rejser til Aalborg om et par uger. Jeg ved godt, at jeg er et skarn.
Vores mini-ferie i Fuengirola var forresten en ren succes. Den stod på gode venner, strand, paella, drinks, og en is i ny og næ. Man kan næsten ikke forlange mere.
I morgen eftermiddag er der afgang. Fernández henter mig på arbejdet, og vi drøner til kysten. Costa del Sol nærmere begtegnet. Vi holder en forlænget weekend i Fuengirola, hvor familien Fernández har en lejlighed på første strand-parket.
Costa del Sol kører i højeste gear lige nu. I hvert fald set med spanske øjne. Det er nu den spanske invasion topper. Det ses tydeligt på stranden, som i middagstimerne står gabende tom – lige med undtagelse af parasoller og liggestole. Til middag spises på restaurant eller i lejligheden, hvorefter der snuppes en siesta.
Vi er endda så heldige, at vi krydser veje med en rigtig god veninde fra Danmark og hele hendes familie. Det skal uden tvivl udnyttes.
Vi så Inception i går. Jeg tjekkede traileren ud, lige inden vi tog hjemmefra, hvilket fik mine ikke-eksisterende forventninger til at stige ret kraftigt.
Se den. Den er absolut værd at bruge to og en halv time på. Husk popcorn.
Temperaturen er faldet omtrent ti grader over det sidste døgn. Selvom vi stadig ligger omkring 26 grader er det alligevel en stor forskel fra de 36 grader eller mere, som har hærget i over en måned. Vinden føles lidt kold, og leder tankerne hen på efterår. Når varmen forsvinder, håber jeg på et lidt større aktivitetsniveau set med kreative øjne.
Jeg har for lang tid siden fundet ud af, hvad efterårets første syprojekt skal være. Det var ganske enkelt kærlighed ved første blik for sådan en taska/punge/alt-andet-der-ligner freak som mig. Der er udvalgt og købt stof og lynlåse.
Projektet er heldigvis ikke større end det er til at overskue (tror jeg da), og der er basis for at lave flere versioner og ikke mindst kombinationer.
Er der underligt at glæde sig til lørdagens morgenbord? Lidt måske, men nu er her i hvert fald blendet tomater, der er molletes i fryseren, og juiceren står klar til at blive fyldt op med frisk frugt og grøntsager.
Billedet er lånt her
Mollete er slags spansk ciabattabolle, som er meget udbredt som morgenmad i Sydspanien. Den har arabiske rødder, og eftersigende er de mest berømte molletes fra Écija. Den kan spises med både tomat, olivenolie, og skinke eller med manteca colorá – svinefedt med paprika – som på billedet.
Et totalt middelhavsmorgenmåltid.
Spanien har sin helt egen melon. Piel de Sapo hedder den – det kan oversætte til ‘tudsehud’. Det lyder umiddelbart ikke appetitligt og indbydende, men ikke desto mindre er melonen ualmindeligt lækker. Første gang jeg så den, trøde jeg faktisk at den var en forvokset og ret umoden honningmelon. Derfor gik der noget tid inden jeg ‘opdagede’ den. Nu er den faktisk gået hen og blevet min foretrukne.
Smagen er sød og frisk på samme tid. Den er egentlig lidt svær at beskrive for den er anderledes fra andre melontyper. Jeg er aldrig stødt på en piel de sapo, som var melet ligesom vandmeloner kan være det. Ofte synes jeg at honningmeloner og netmeloner har en lidt – ja, undskyld udtrykket – fesen smag, og jeg har i flere omgange måtte smide en halv melon ud på den bekostning.
Piel de sapo er en forholdsvis stor men egentlig ret billig melon. Jeg køber for det meste en halv melon ad gangen. På den måde har vi altid et friskt stykke i køleskabet.
Der er temmeligt stille på min arbejdsplads i de her dage. Alle mine kollegaer nyder deres sommerferie rundt omkring, og jeg holder skansen. Tilsyneladende er resten af verden også gået på ferie, og det giver en del fritid i løbet af en arbejdsdag.
Der er ikke grænser for, hvad den fritid kan føre til. I dag afleverede posten for eksempel en pakke med shampoo. Der er checket hoteller i Salamanca og Lissabon, Apples udbud er nærstuderet og en pludselig trang til at eje en KitchenAid røremaskine er opstået. Dog forbliver det ved impulserne.
Pludselig kom jeg i tanke om de her græskarbrød, som vi altid fik til formiddagskaffen på en tidligere arbejdsplads. Jeg havde engang en opskrift på dem, men det er efterhånden flere år siden de blev bagt sidst. En hurtig søgning ledte mig frem til en lignende opskrift, og nu mangler jeg bare ingredienserne.
Mon ikke Fernández kan imponeres med lidt hjemmebag.
Vi er tilbage i Madrid efter en varm weekend i Écija. Det er der heldigvis afkølende midler for. Der er blevet slappet af, spist salmorejo, sovet siesta til den helt store guldmedalje, og drukket tinto de limón – alt i alt indbegrebet af en sydspansk sommer.
Der er torden og regn i luften. Vi venter i spænding på, om det bryder løs eller driver over. Det har været længe undervejs. Måske bliver det til natten.
Her er for nyligt indkøbt lidt sommerblomster og en enkelt krydderurt til altanen. Jeg har desværre dårlige erfaringer med planter på altanen. Og indendøre for den sags skyld. De går simpelthen ud. Eller også hærger nordenvinden dem. Lige med undtagelse af en enkelt orkidé, som jeg af uransagelige årsager har formået at få til at skyde igen.
Jeg har åbenbart ikke helt det spanske touch på planter og andet grønt. Men jeg bliver ved med at forsøge. Med tiden må det kunne lykkes.
