6

Spansk generalstrejke

29/09/2010 | Skrevet af | Gemt i Spanien

I dag er der strejke i Spanien. I hele landet og i alle sektorer. Vi skal selv betale strejken – hvis vi altså vælger at strejke. Det er nemlig frivilligt. Størstedelen af Spaniens arbejdsstyrke tjener omkring 1.000 EUR om måneden. De er i forvejen ikke særligt godt stillet i et land, hvor alt bliver dyrere og dyrere uden at lønningerne stiger. Utroligt mange personer har derfor ikke råd til at strejke. De har en familie at forsørge og temmelig sikkert også både et hus- og billån at betale. Hvordan vælger man, hvis en dags strejke i princippet kan sætte en i gæld?

På fagforeningsområdet er Spanien formet af to store fagforeninger. Der er i princippet kun de to fagforeninger at vælge imellem, og begge har deres rødder i kommunismen (et af logoerne inkluderer hammer og segl). Der er ikke noget i vejen med at have et politisk standpunkt, men fagforeningerne skal forestille at repræsentere alle arbejdere i alle sektorer i hele Spanien. Det er rigtigt mange grupper, som skal serviceres, og fagforeningerne har desværre ikke fat i den lange ende på det område. Rigtigt mange vælger fra, inklusive mig selv. Jeg mener ikke, at fagforeningerne er i stand til at gøre deres arbejde for en så bred kundekreds med så mange forskellige behov og indgangsvinkler. Det er ærgerligt, for der er brug for det. Faktisk bevidner spanske lønninger og arbejdsvilkår om, at fagforeningerne i mange år ikke har formået at udfylde deres rolle. Nu hvor arbejdsløsheden er nået over de 20% i Spanien, og regeringen bebuder nedskæringer og besparelser, reagerer de. Det er alt for sent, og meget svært at tage seriøst.

Jeg strejker ikke i dag, men arbejder i stedet hjemmefra. Jeg kender faktisk kun to personer, som rent faktisk har meldt deres arbejdsplads, at de agter at strejke. Måske lyder det usolidarisk ikke at strejke med danske ører, men fagforeningskonceptet er helt anderledes i Spanien, og jeg kan simpelthen ikke støtte en strejke organiseret af fagforegninger, som ikke repræsenterer mig.

6 kommentarer til “Spansk generalstrejke”

  1. Diddy says:

    Vil du strejke, hvis den var organiseret af mig? Jeg overvejer nemlig at lave generalstrejke for hele koncernen over mangel på KAGE!

  2. Fisker says:

    Didz, det er meget muligt. Jeg tænker lige over det lidt.

  3. Deborah says:

    Jeg ville mene, at uanset grund, så skal det vel være frivilligt, om man vil strejke.

    Iøvrigt har jeg undret mig lidt over, den med tyren på dit banner. For mig repræsentere den tyrefægtning og de rædselsfulde tyrelæb, som er rent dyreplageri – går du virkelig ind for det?? Måske du kunne vise en flamencodanserinde istedet? Som er lige så spansk! Bare en tanke.

  4. Fisker says:

    Deborah, det er muligt Osborne-tyren (som den her tyr hedder) for netop dig symboliserer tyrfaegtning og tyreloeb. Proev at soeg paa Osborne bull omkring paa internettet, saa vil du finde ud af, hvor symbolet kommer fra, og hvad det i virkeligheden symboliserer i det meste af Spanien.

    Hvad tyrfaegtning og tyreloeb angaar, saa jeg har aldrig paa min blog antydet, at jeg er for eller imod det. Men naeste gang du saetter taenderne i ugens tilbud paa koteletter eller lignende, saa taenk paa de lidelser, som de dyr gaar igennem foer de naar din mund. Bare en tanke.

  5. Lene says:

    Helt enig Fisker, både i srejke og tyre debat ;-)

  6. Fisker says:

    Lene, det tænkte jeg nok :-)

Skriv en kommentar