5

Første ferie

18/07/2011 | Skrevet af Fisker | Gemt i Baby, Barsel, Danmark, Den allerførste gang..., Familie, Fisker, Sommer, Spaniens små finurligheder, Veninder, Viktor

Her kunne godt virke en lille smule dødt, men vi har såmænd bare være på sommerferie, Viktor og jeg. Fernández blev tilbage og arbejdede, mens vi snuppede to uger ved Kattegat med helpension.

Jeg bookede billetten uden at blinke, for at rejse alene med sådan en lille grønært kunne ikke være særligt svært. Lad mig bare konstatere at det kunne have været lettere. Halvanden times forsinkelse fra start, et babyhoved som stadig dingler (læs: ingen hænder fri), et fyldt fly og et barn med ondt i maven kan godt give lidt sved på panden. Men så har vi også prøvet det. Jeg var træt ind til benet, da vi ankom til Aalborg lufthavn.

Hr og Fru Fisker havde heldigvis glædet sig til vi kom, og tog glædeligt over, så jeg kunne komme lidt til hægterne igen. Vi havde de bedste to uger i sommerhuset; vejret var herligt, nætterne lyse, ærterne var modne og besøgene var mange (rigtigt mange!). Viktor fik prøvet at sove i barnevogn. Udenfor altså. Også i regnvejr. Det er dokumenteret med en lille video – ellers tror de ikke på det hernede. Så håber vi bare, at Fernández-klanen ikke får kaffen helt galt i halsen, når det går op for dem, hvad sådan en ferie i Danmark inkluderer. Tiden fløj afsted og aldrig har der været så mange gæster i det lille sommerhus på så kort tid. Det var skønt og Viktor nød at gå fra arm til arm.

Ind i mellem gik jeg og ladede mentalt op til hjemturen, som umuligt kunne blive lige så hård, som da vi rejste nordpå. Nu vidste jeg ligesom hvad jeg gik ind til, og forsøgte derfor at forberede mig lidt. Det viste sig, at være ganske ligemeget, for hjemrejsen blev lige en tand vildere end udrejsen. Vi lagde ud med halvanden times forsinkelse fra Aalborg på grund af en storm i Amsterdam, udmalkning på lufthavnstoilet, endnu en times forsinkelse mens vi sad i flyet og ventede på take-off, panisk gennempiskning af Schipol Lufthavn for at nå flyet til Madrid (som heldigvis også var to en halv time forsinket), et hysterisk anfald af vildeste kaliber fra Viktors side (vi sad heldigvis ved siden af en meget tålmodig hollænder, som postulerede at det ikke generede ham) og sidst men ikke mindst manglende bagage ved ankomst til Madrid. Bagage som jeg selv måtte køre ud i lufthavnen og hente dagen efter, fordi nogle spaniere bare er så lidt serviceminded og ligeglade med, om de gør deres job eller ej. Men hvad, hjem kom vi og bagagen fik vi. Og Fernández var meget glad for at se os igen.

I dag fylder Viktor tre måneder. Han er stadig lige så lækker, som den første gang jeg fik ham i armene. Han vokser og udvikler sig næsten dagligt, og det er en fryd at få lov til at opleve.

5 kommentarer til “Første ferie”

  1. Pia says:

    Du er en modig og gæv kvinde, den lille gut skal nok lære noget om at klare sig i livet;)

    Fortsat god sommer dernede i varmen, vi holder regnen i hævd her i det danske, hahaha

  2. Lene says:

    Dejligt at I havde en god ferie, så fik Viktor prøvet de danske barnevogne :-) Synd I var så uheldige med rejsen,har også haft nogle “sjove” oplevelser af den slags, men som jeg plejer at sige “det er hele besværret værd”.

  3. Lene says:

    Håber at alt går godt?

  4. Camilla says:

    Vi savner spændende og dejlige indlæg – håber I alle har det godt.

    Mange hilsner

    Camilla

  5. anette says:

    Og vi vil se et nyt billede af Viktor :-)

Skriv en kommentar