Der er to helligdage i Spanien i den her uge – tirsdag og torsdag. Vores plan var egentlig at køre på besøg hos Fernández-klanen lørdag til tirsdag, så de kunne nyde Viktors selskab. Men der kom noget i vejen.
I de sidste par uger, har Viktor kastet en del op og ligeledes nægtet at spise særligt meget – modermælk har han dog taget til sig. Men de sidste par dage så det ud til, at han var i bedring, så vi pakkede bilen og drog afsted. Det hele tegnede da også fint indtil vi havde passeret de 130 kilometer. Så vågnede den lille mand op – og kastede op i stride strømme. Heldigvis nåede jeg at fange det meste med en stofble, men kønt var det ikke. Efter at have skiftet tøj og sundet os lidt, besluttede vi at vende om og køre hjem for at tage på sygehuset med patienten. Et par kilometer fra vores hoveddør kastede staklen op igen. Efter endnu et tøjskift tog vi på sygehuset, hvor vi kom forholdsvis hurtigt til. Viktor blev tjekket i alle ender, mens han brugte tiden på at charme sig ind blandt sygeplejekser og læger. Vi blev sendt hjem med nogle dråber til maven og besked på at komme igen, hvis ikke der var bedring inden for de næste par dage.
Nu er der både kommet kiks, grød og kartoffelmos indenbords, og det er blevet der. Så vi satser på, at det er ovre. I hvert fald er den lille fidus vældig glad og tilfreds, og det er immervæk det vigtigste efter sådan en omgang.
Pyha…Håber Viktor har det meget bedre. Det lyder noget voldsomt.
Det er dejligt du skriver igen, og dejligt du skriver om det, din hverdag går med, nemlig Viktor.
Marianne, det går meget bedre, tusind tak. Viktor er tilbage i storform, og spiser med appetit igen :-)