Arrrgh!

Spansk bureaukrati når det bedst. Mit spanske personnummer er udløbet, og jeg har en tid i morgen til at forny det. Nu skulle man tro, at det er en ganske simpel proces, men det er det ikke. Det synes jeg faktisk ikke, at der noget, som er i Spanien – lige med undtagelse af pas og spaniernes egne ID-kort.

For at forny personnummeret har jeg måtte bestille en tid i forvejen. Det gjorde jeg i i begyndelsen af januar. Desuden skal jeg betale 10 euro for fornyelsen. De skal betales via en speciel formular, som jeg troede, at de havde på min lokale politistation (hvor man selvfølgelig ikke kan forny personnummeret – man skal ind på hovedkontoret). Den mente de ikke, at de havde, men jeg kunne få den udleveret på hovedkontoret. Problemet er bare, at beløbet skal være indbetalt inden man kommer til ved skranken, og jeg har tid i morgen eftermiddag – og alle banker i Spanien lukker klokken 14 hver evig eneste dag (don’t ask why).

Det kunne jeg ikke lige overskue – og da slet ikke en total afvisning af en sur funktionær på udenlændingekontoret i morgen efter have ventet to måneder. Jeg kørte til næste politistation (som var så svær at finde, at det var helt Harry Potter-agtigt). Her havde de heldigvis formularen. Politimanden fortalte mig, at der kun er en slags til alle indbetalinger angående personnumre til udlændinge uanset om man er EU borger eller ej. Hvilket i princippet betyder, at de jo nu nok havde formularen på den første politistation. Jeg har prøvet lidt af hvert på de offentlige kontorer i Spanien, så jeg skyndte mig at ringe til ambassaden for at sikre mig, at det nu var den rigtige formular. Så var det videre til banken inden klokken 14, udfylde formularen og indbetale gebyret.

Derpå var hjem i en fart, frembringe en hurtig frokost, indtage den, og så et hurtigt bad (fitnesscenter havde jeg nemlig også noget) – også afsted efter barnet.

Hvad fa’en fik jeg egentlig tiden til at gå med, da Viktor ikke gik i vuggestue?