Om ikke ret lang tid

Lige om lidt er der påskeferie, og lige efter påskeferien begynder jeg på arbejde. Der er godt nok ikke ret længe til. Jeg glæder mig stadig, men ikke heeeelt så meget som før. Men nedtællingen er for alvor begyndt og jeg forsøger at bruge dagene fornuftigt inden det går løs.

Jeg har en del ting på listen, som er nemmere at få ud af verden uden en baby på armen, og som gerne skulle streges ud inden arbejdsstart. Jeg skal blandt andet have fornyet mit spanske ID-nummer (jeg har været afsted to gange, men af forskellige grunde må tredje gang være lykkens gang), jeg skal have ordnet fødder (efter hele sidste sommer i et par Birckenstock og en hel vinter i et par støvler er de ikke noget kønt syn) og så skal jeg se Hævnen. Helt alene og med mig selv. Jeg fik den på DVD i julegave, og hvis jeg ikke får den at se nu, bliver det vist først, når Viktor flytter hjemmefra. Fernández synes, at danske film er overdrevet realistiske og deprimerende (ligesom de spanske). Efter vi så Brødre sammen for nogle år siden, gav han op på det område.

I dag er her generalstrejke. Herude i forstæderne mærker vi ikke til det, men i centrum er folk på barrikaderne. Der strejkes over nedskæringer, skattestigning og arbejdsreform. Folk er sure over de drastiske tiltag, som det nye regeringsparti har indført, men er ude af stand til at se, at det er den eneste måde at komme ud af krisen på. Statskassen er tom efter mange års krise, høj arbejdsløshed, alt for meget sort arbejde, korruption og andet i den dur. Jeg tror godt, at vi kan slå fast at Spanien er splittet og Spanien bløder lige nu.