Det er jo helt vildt, som tiden går. Jeg er nu i uge 36, trives uden større problemer, og går stadig på arbejde. Jeg har en del vand i kroppen, og det kan specielt mærkes i hænder og fødder – mine fingerled er utroligt ømme og det begynder at blive svært at have sko på.
Vi går til fødsesforberedelse en gang om ugen sammen med en stor gruppe af gravide. Det er egentlig meget rart få styr på processen og detaljerne, kunne stille spørgsmål og høre om andres bekymringer og oplevelser. Jeg begyndt at tænke meget på fødslen på det sidste. Terminsdatoen og det ukendte kommer nærmere dag for dag, mens maven bliver større. Bebsen bevæger sig rigtig meget – pladsen er vist ved at være lidt trang derinde.
I Spanien er epiduralblokaden praktisk talt en fast del af en fødsel. Jeg vil skyde på, at omkring 90% vælger den – eller måske er det mere rigtigt at sige, at 10% vælger den fra, for det er vigtigt, at man ved ankomst til sygehuset tydeligt giver udtryk for at man ikke vil have den. Den spanske mentalitet er, at hvis smerten er undgåelig, hvorfor så udholde den. Jeg har svært ved at forholde mig til den holdning i forhold til en fødsel, men den har desværre været opadgående over de sidste mange år. Der er helt klart et meget anderledes forhold til alle former for medicin her i landet, og der tøves heller ikke med at udskrive alverdens recepter.
I morgen går vi ind i april – jeg har termin d. 26.april, så nedtællingen begynder for alvor. Jeg er i fuld gang med at vaske babytøj, ammepude, dyne og de sidste nødvendigheder er bestilt på Amazon (hvor vi i øvrigt har sparet en mindre formue ved at handle babytilbehør). Der laves lister til indholdet til tasken – både til bebsen, Fernández og jeg – vi får nemlig alle tre lov til at bo på hospitalet sammen.
